Praktisk info
Vigtig viden om dit kørekort
FAQ over ting du skal være opmærksom på forud for og under din tid på køreskolen – opdateret med de nyeste regler fra 1. juli 2026.
Før du starter på køreskole
Hvad er den moderniserede køreuddannelse (fra 1. juli 2026)?
Fra 1. juli 2026 er køreuddannelsen til personbil (kategori B) moderniseret. Undervisningen er bygget op i 5 moduler, der hver kombinerer teori og praktisk kørsel, og du gennemfører dem én ad gangen.
Din fremgang registreres i en modulplan, der skrives under efter hvert gennemført modul. Din kørelærer giver dig løbende feedback, så du hele tiden ved, hvor du står, og hvornår du er klar til næste skridt og til prøverne.
Undervisningen rummer også nye emner som el- og hybridbiler, moderne bilteknologi og miljørigtig kørsel. Nogle dele kan køreskolen tilbyde som selvstudium, så du kan tilpasse undervisningen til din hverdag.
Startede du før 1. juli 2026, kan du følge den gamle uddannelse frem til 31. december 2026. Bliver uddannelsen og prøverne ikke afsluttet inden 1. januar 2027, bliver du overført til den moderniserede uddannelse med merit for det, du allerede har gennemført.
Hvad er forskellen på kategori B og kategori B+E kørekort?
Kategori B kørekortet giver dig ret til at køre personbiler op til 3.500 kg og med op til 8 passagerer.
Kategori B+E kørekortet giver dig ret til at køre en personbil med trailer, hvor den samlede vægt for bil og trailer overstiger 3.500 kg.
Hos Egedal Trafik hjælper vi dig med kategori B, kørekort til personbil.
Hvad er manøvrebanen? (Kravlegården)
Manøvrebanen, også kendt som "kravlegården", er en lukket øvelsesplads, hvor du kan lære at betjene køretøjet under trygge rammer, før du skal ud på vejene. Manøvrebanen er det første sted du kommer til at sidde bag rattet.
På manøvrebanen vil du få mulighed for at øve dig i at køre bil og lære de grundlæggende færdigheder i at betjene køretøjet. Det er en vigtig del af din køreuddannelse, da det giver dig mulighed for at lære bilens funktioner og manøvrer under trygge forhold.
I den moderniserede uddannelse indgår 3 lektioner à 45 minutter på manøvrebanen i forberedende modul, og du vil typisk være sammen med to andre elever.
Hvad skal jeg gøre for at komme i gang med mit kørekort?
Du skal tage kontakt til en kørelærer og lave en aftale omkring opstart på et hold af nye køreelever.
Søger du en køreskole og skal du tage kørekort i Stenløse, Ølstykke eller omegn, så kontakt Egedal Trafik, og vi hjælper dig på vejen.
Hvor lang tid tager det at tage et kørekort?
Det afhænger meget af den enkelte elev, ens køreforståelse og køreegenskaber. Men under normale omstændigheder vil det typisk tage mellem 3-6 måneder.
Hvor mange køretimer er minimumskravet, når man vil tage kørekort?
Antallet af kørelektioner, du skal tage, kan variere afhængigt af dine færdigheder og behov.
Men som minimum skal du have 24 praktiske lektioner fordelt på uddannelsens moduler: 3 lektioner på manøvrebane, 21 lektioner på vej samt glatbanen (køreteknisk anlæg) i det afsluttende modul.
Uddannelsen skal derudover strække sig over mindst 14 undervisningsdage, og det er din kørelærer, der vurderer, hvornår du har gennemført et modul tilfredsstillende.
Hvor meget koster det at tage et kørekort?
Prisen for at tage kørekort varierer afhængigt af antallet af lektioner, sammensætning af forløbet samt hvor du tager kørekort, men det er typisk omkring 18.000-25.000 kr.
Hvornår kan du starte med at tage kørekort?
Du kan påbegynde dit kørekortforløb tidligst 3 måneder før din 17-års fødselsdag. Hvis du er 16 år gammel, kan du tage teoriprøven 1 måned før din 17-års fødselsdag. Dog skal du være mindst 17 år gammel for at kunne tage den praktiske køreprøve.
Ordningen med ledsaget kørsel for 17-årige bilister er gjort permanent: fra du får kortet, til du fylder 18, må du køre ledsaget af en voksen ledsager, der opfylder betingelserne.
Kan man tage kørekort i en bil med automatgear?
Ja. Fra 1. juli 2026 kan du vælge kode 148, som de fleste gør i dag: Tager du den praktiske prøve i en bil med automatgear, men gennemfører mindst 4 af 7 lektioner på offentlig vej i en bil med manuelt gear, får du ret til at køre både biler med manuelt gear og automatgear – i Danmark og i udlandet.
Gennemfører du hele uddannelsen og prøven i automatgear uden den manuelle undervisning, får du i stedet kode 78, som udelukkende giver ret til at køre biler med automatgear.
Skal man have førstehjælpsbevis, når man vil tage kørekort?
For at kunne tage kørekort er det et lovkrav, at du skal have lært om førstehjælp i forbindelse med trafik. Før du kan tage køreprøven, skal du have opnået et førstehjælpsbevis.
Formålet med førstehjælpskurset er at give dig den nødvendige viden og færdigheder, så du kan yde førstehjælp ved trafikulykker og gøre en væsentlig forskel, indtil ambulancen når frem.
Kurset varer 8 timer og inkluderer blandt andet basal hjerte-lunge-redning, førstehjælp relateret til trafik og anvendelsen af hjertestartere.
Førstehjælpskursus er med i Kørekortpakken hos Egedal Trafik.
Teoriprøven
Hvad skal man have med til teoriprøven?
Ansøgning, modulplan og gyldigt pas.
Hvis du ikke er dansk statsborger, skal du også medbringe din opholdstilladelse.
Hvad sker der, hvis man kommer for sent til teoriprøven?
Det er vigtigt, at du møder op til teoriprøven i god tid. Hvis du ankommer efter døren til lokalet er lukket, vil man blive nægtet adgang. Dette betyder, at du vil miste både prøven og betalingen, og bliver nødsaget til at bestille en ny prøve og betale et nyt prøvegebyr.
Vi anbefaler, at du møder op mindst 15 minutter før prøven.
Hvor mange fejl må man have i teoriprøven?
Teoriprøven består af 25 scenarier med hver fire svarmuligheder, og du har 25 minutter til at besvare dem. Du må højst have 5 fejl, hvilket betyder, at mindst 20 af de 25 scenarier skal besvares korrekt for at bestå.
Hvor mange gange skal man have teoriundervisning?
Du skal mindst have deltaget i 30 teorilektioner fordelt på uddannelsens 5 moduler – hos os samler vi dem typisk på 8 teoriaftener. Vi tilbyder ubegrænset adgang til teoriundervisning på efterfølgende hold, indtil du har bestået teoriprøven.
Hvordan foregår teoriprøven?
Teoriprøven foregår digitalt på en skærm og varer 25 minutter. Du får 25 scenarier med tekst og billeder, og der er fire svarmuligheder til hvert scenarie.
Du kan frit gå frem og tilbage mellem spørgsmålene og ændre dine svar, indtil du afleverer. Du kan også markere spørgsmål, som du vil vende tilbage til senere, så du behøver ikke at svare i en bestemt rækkefølge.
Efter prøven vil du blive bedt om at forlade lokalet, mens den sagkyndige læser igennem dine besvarelser. Når læsningen er færdig, vil prøveresultaterne blive givet til dig af den sagkyndige.
Hvornår må man tilmelde sig teoriprøven?
Din ansøgning tilhørende lægeerklæring skal være godkendt hos Borgerservice. Derefter skal din modulplan vise, at teoriundervisningen og de indledende moduler er gennemført, før din kørelærer kan tilmelde dig. Hvis du er under 17 år, kan du først aflægge teoriprøven en måned før din 17-års fødselsdag.
Kan jeg tage al teori, før jeg tager køretimer?
I den moderniserede uddannelse hører teori og kørsel sammen i hvert af de 5 moduler. Du gennemfører ét modul ad gangen, og det er din kørelærer, der vurderer, hvornår du er klar til at gå videre til det næste.
Ved opstarten får du udleveret din modulplan, som vi følger nøje, både med hensyn til teori- og køreundervisning. Nogle dele af undervisningen kan endda tilbydes som selvstudium.
Køreprøven
Hvad hvis jeg bliver forsinket eller forhindret?
Hvis du er forhindret i at møde op til køreprøven, skal du melde afbud senest 3 hverdage før kl. 12.00, så andre kan få mulighed for at tage din tid.
Hvis du ikke overholder denne tidsfrist, vil der blive opkrævet et gebyr på 1.000 kroner for at beramme en ny prøve.
Hvad skal man have med til køreprøven?
Ansøgning, modulplan og gyldigt pas.
Hvis du ikke er dansk statsborger, skal du også medbringe din opholdstilladelse.
Hvilken bil tager jeg køreprøve i?
Den praktiske køreprøve aflægges i skolebilen, dvs. den bil, du har øvet dig i og kender til.
Hvordan foregår køreprøven?
Vi aftaler at mødes 60 minutter inden starten af køreprøven. Her gennemgår vi bilens teknik og tager en opvarmningstur, der slutter ved prøvestedet, hvor den sagkyndige vil møde os.
Når den sagkyndige ankommer, vil vedkommende gennemgå dine papirer og stille spørgsmål om bilens teknik. Efter at du har besvaret spørgsmålene tilfredsstillende, vil den sagkyndige sætte sig i passagersædet og iagttage dine kørefærdigheder under sikker kørsel i trafikken. Den praktiske køreprøve varer normalt mellem 25-30 minutter, hvorefter den sagkyndige vil vurdere din præstation.
Efter køreprøven vil du få resultatet af den sagkyndige.
Hvornår kan jeg komme op til køreprøven?
Når du har bestået din teoriprøve, kan din kørelærer bestille en tid til din køreprøve, når han eller hun vurderer, at du er klar. Som regel vil det kræve alt mellem 3-6 ekstra lektioner, afhængigt af den enkeltes kørefærdigheder, hvilket kan variere en del. Derfor er det vigtigt ikke at sammenligne sig med andre elever, da det er meget individuelt.
Ventetiden på en køreprøve kan være 3-4 uger afhængigt af, hvor travlt de sagkyndige har, og den tidligste dato, du kan tage din køreprøve, er din 17-års fødselsdag. Hos Egedal Trafik bestræber vi os på en kortere ventetid på prøver grundet de små hold, vi kører med.
Klar til at starte på dit kørekort?
Se næste holdstart og tilmeld dig, eller kontakt os, hvis du vil vide mere.
